tirsdag den 31. december 2013

Tak for i år......

Jeg slutter året af, helt uhøjtideligt, med at vise eksempler på hvor enkelt og fantasifuldt man kan forvandle kedelige uderum til kreativ kunst. Ganske almindelige omgivelser - både ude og inde - kan ændre karakter og stemning, hvis humor, mod og fantasi er med i processen. Mit bedste indretnings tip :). Se her for at se mere inspirerende street-art.

Her på årets sidste dag vil jeg takke jer alle sammen for kommentarer og opbakning på bloggen i de 4 måneder den har eksisteret. Jeg glæder mig til at fortsætte næste år - hvor I vil blive præsenteret for spændende gæstebloggere og flere indretningsprojekter. Samtidig starter jeg workshops i kreativitet og indretning - og bloggen kommer på FB.

Rigtig godt nytår  



søndag den 29. december 2013

Ønske-tavle

Kald det mind-map, visionboard, drømme-tavle, udviklings-plan eller strategisk oversigt. De har alle det samme formål, som går ud på at skabe OVERBLIK. Det er for mig den vigtigste nøgle til at kunne lykkes med mine projekter. Jeg skal simpelthen have overblik - og kunne se en sammenhæng. Både på de private og karriere-orienterede områder.
 
Mind-mapping als Lernstrategie
 Drømme, tanker, to-do's, igangværende og nye projekter, ideer, samarbejdspartnere, rejser, økonomi, bolig, nyt tiltag, mål, ønsker og alt det andet der foregår på øverste etage, skal ned på papiret - og give plads til at nye ideer kan opstå. Når man er et kreativt og visuelt menneske som mig, er det en stor lettelse. Det føles næsten som en konkret guide. Selve processen er mindst lige så vigtig som resultatet.

"Plans are nothing; planning is everything."- Dwight D. Eisenhower

En af dagene lige før nytår finder jeg den store blok frem, og sætter en eftermiddag af til operation overblik. Første skitse er hurtig og legende og herefter bliver de mere detaljerede og finpudsede. Børnene kan være med - og lave deres egne - hvis de er store nok. Du vil opdage at nogle punkter har en masse underpunkter, og skal derfor have sin egen map. 

Hvis du får gjort det til en fast aktivitet hvert år, kan du begynde at sammenligne med den fra sidste år, og du vil blive overrasket over, hvor mange ting faktisk er lykkedes og blevet til virkelighed. Fordi du jo ret bevidst har ønsket og formuleret det. Drop forventninger og negative tanker. Og husk at man har lov at ønske sig alt mellem himmel og jord.

For nogle er det lettere, at downloade et mindmap-system, men jeg holder nu mest af at lave dem direkte "fra ånd til hånd". Husk at skrive dato på - god fornøjelse.
  

fredag den 27. december 2013

Bagjul

Ahh... det var så det. Juledagene er slut, og vi nærmer os stille og roligt nytår. Ligeså meget jeg holder af at pynte op til jul - lige så meget glæder jeg mig til at få det ned igen. I dag var dagen, hvor julen blev lukket ned for denne gang.

Uanset hvornår og hvordan du lukker ned for julen - så gi' dig god tid. Så er det meget lettere at overskue, næste gang du pakker det op. Det lykkedes mig at halvere omfanget af julepynten i år, ved at give meget af det væk - og pakke resten omhyggeligt ned. Nu fylder det kun en enkelt kasse. 

Hver gang jeg pakker julen ned, er det som om der igen bliver plads til at få frisk luft ind i systemet. Hvilket jo er et rigtig godt udgangspunkt for at starte på en frisk i det nye år. Og en tur til vandet, var lige hvad der skulle til.
 

 



søndag den 22. december 2013

Varme jule-tanker


Solnedgang, juletræ og havudsigt. Minder fra en jul i varmen - hvor altanen, og et medbragt fake-juletræ på smukkeste vis dannede rammen om julestemningen. 

Rigtig glædelig jul til alle 

- og tusind tak for at I har været med til at give bloggen en rigtig god start. Det har været fantastisk -  og jeg glæder mig til at fortsætte til næste år. Mellem jul og nytår vil jeg skrive lidt omkring at gøre status, så årsskiftet bliver en oplagt mulighed for at samle op og se frem. Om at pudse drømmene af, og lufte ud i både hjem og tanker.





fredag den 20. december 2013

Kort og godt

Se lige her hvor skøn, humoristisk og politisk ukorrekt en firmajulegave også kan være. En af de mere opfindsomme af slagsen. Hvis et seriøst budskab skal serveres på en anderledes måde - for at gøre opmærksom på komikken - kan det gøres på denne uskyldige måde.

I går var jeg til netværks-julefrokost, hvor vi delte julegaver, og jeg modtog bl.a. denne skønne julepose med truede lækkerier. På billedet kan du se hvad den indeholdt. Umiddelbart helt uskyldigt - og alligevel slet ikke. Tjek lige kortet nedenunder!




Læs begge sider af det tilhørende kort - klik på dem for at forstørre.


torsdag den 19. december 2013

Tjek Zoe Murphy



Der er knald på farverne på de karakteristiske re-design møbler, der er skabt af den spændende engelske designer Zoe Murphy. Hun er værd at holde øje med - og lade sig inspirere af.

Det er lykkedes hende at skabe en flot grafisk og genkendelig stil i sit re-design, ved at anvende forskellige typer printede og farvede folier. Inspirationen finder hun i naturens farver i Kent i Sydengland, hvor hun er vokset op. Se mere om hendes møbel-designs her

Dette indlæg har tidligere været posted - men ved en fejl forsvandt det.