fredag den 23. januar 2015

Champagne knage

Champagne skal der til - og helst så tit som muligt. Udover at boblerne er skønne, så er der faktisk en sjov og praktisk sidegevinst ved at drikke dem. Har du nogensinde tænkt over, at med hver flaske kommer der en gratis knage? Nej vel. Vel at mærke - hvis det er en kork prop. 

Så her et lille tip i den rigtige genbrugs-ånd - DIY-tider. Lav din egen champagne- knage. Jeg manglede et sted at hænge min taske, og fik en ide. Fandt en prop i skuffen, skruede en lang skrue igennem - og borede den ind i væggen. Voila - en champagne knage. Ku også være flot med en stribe på 5 stykker.

Så næste gang du nyder et glas bobler - så husk at gemme proppen.



tirsdag den 6. januar 2015

Nye workshops 2015

Nu er de næste indretnings workshops klar hos FOF i Køge. Start 21. febr. eller 11. april. Klik på billedet for mere info og tilmelding. Workshop hjemme hos dig - kig her. 
                                              
Drømmer du om at få dit hjem til at være mere personligt – og samtidig være en smuk base - som giver dig overskud og glæde?

Kom og få ideer til at gøre indretningen mindre krævende og mere legende. Oplev hvordan dit hjem er et spejl af dit indre.

På en workshop kan du blive klædt på til at tegne og indrette præcis det projekt du står foran - og komme helt i mål med det. Du får inspiration og motivation til at føre det ud i livet, og du bliver guidet til at komme fra drøm til virkelighed.

søndag den 4. januar 2015

Det ene tager det andet

Egentlig passer det mig godt at starte året med nye ændringer. Om det er indretning af hjemmet, vaner eller adfærd der skal ændres, spiller ingen rolle. Der er den der friske energi her i starten af 2015 - og forandringens vinde blæser.

Alle forandringer starter som bekendt med et lille skridt - så nogle gange får vi sat en større ændring i gang, blot ved at udføre en lille handling. Den kan vokse sig større, og gribe om sig - og inden du ser dig for, blev det startskuddet til flere dages omflytning og forandring. Virker det bekendt? Det gør det i hvert fald for mig.

Faktisk skulle jeg bare hente et tæppe i skuret, der skulle ligge ved sofaen. Et af mine faste vinter-ritualer. Jeg klæder stuen på til vinteren med bløde plaider, lammeskind, og puder – og altså et tæppe. Varmt, lækkert og indbydende.

Denne gang ville jeg lige prøve at lægge tæppet på den anden led – bare for at se hvordan det ville være. Det virkede godt. Men så kneb det med pladsen omkring spisebordet. Så det måtte også lige vendes om – og så måtte lampen også lige flyttes. Ikke dårligt. Et billede hang pludselig og så forkert ud, så det skulle finde en anden plads. Det kunne hænge fint på soveværelset. På vej op så jeg i bænken i entreen – den ville være perfekt ved spisebordet nu da det var vendt.

Billedet fungerede alligevel ikke i soveværelset, men kunne faktisk være fint på kontoret – hvis der var plads. Det er et lille overfyldt gennemgangsrum, med et stort garderobeskab og en pc – ikke et særlig værdigt rum. Skabet blokerede fuldstændig for at indrette det anderledes. Men hov – hvis nu skabet ikke var der, så kunne det måske fungere. Det måtte væk. Så kunne der blive plads til en lænestol, og der kunne hænge en lang hassel-gren til jakker mm. Som tænkt så gjort. Først skulle alt i skabet sorteres og fordeles. Hvilket satte gang i endnu en proces, hvor alle skabe blev gennemgået, for at finde plads. Lidt af et slid, men sikke en lettelse at komme til bunds i alle skabene.

Det lykkedes faktisk at få tømt og fjernet det store skrummel: Noget til storskrald, noget til genbrug og resten kom på loftet, i skuret eller i andre skabe. Indtil videre hænger jakkerne på et tøjstativ, og der er kommet en stol og en masse lys og luft i rummet. Nogle af kurvene fra skabet havnede på soveværelset, og her kunne det egentlig godt trænge til lidt forandring også. Så måske skulle sengen lige vendes. Ja da. Så lamper, kommode, knagerække, billeder og tæppe måtte også lige rykkes lidt rundt.


Og sådan gik det til at 4 rum lige blev genopfrisket. Det var ikke planen fra starten, men det var sjovt, gratis god motion. Det kan hurtigt blive et større projekt man får rodet sig ud i – men det er fantastisk – specielt bagefter. Det kan virke kaotisk, men tag det som det kommer. Det giver ny energi, så hyg dig med det - og glæd dig over de nye rum.

Dette er min klumme i Køge Onsdag - januar 2015.