tirsdag den 17. februar 2015

Farver flytter fokus

Ikke alle rum er lige lette at indtage. Skæve vægge, forskellige niveauer, lav loftshøjde og lidt plads kan være nogle af udfordringerne. I dette teenage-værelse var alle udfordringer samlet i eet rum. Hvad gør man så for at få rummet til at fungere? Skab rum med farver - og gi den en på opleveren..
Lydia er 15 år og hun ville gerne have hjælp til at få et hyggeligt og piget rum, hvor hun havde lyst til at opholde sig - også med venindene. Før var der ikke nogle gode steder at sidde - og rummets største kvalitet - gulvpladsen - blev ikke brugt. Værelset ligger på første sal i en gammel gårdbygning, og det er begrænset med dagslys i den midterste del af rummet.   

Vi startede med at give den fuld gas med farverne på to af væggene - så begge rum (ophold og soveværelse) opleves i en sammenhæng. Samtidig lagde vi bløde tæpper og puder på gulvet, som fungerer som siddepladser. Reolerne blev tilpassset, så de kunne stå under skråvæggene. Til sidst placerede vi et lille bord og en lampe midt i rummet, så niveauforskellen kan bruges til sidde på.
Den sidste del af rummet fik et par nye stole på hjul, som bruges rundt om det lille bord. Og Lydia satte en lyskæde op i vinduet, som hygger om aftenen. Med ret små midler, er det lykkedes at indrette et superhyggeligt og indbydende rum for Lydia og veninderne. Og ved at bruge en kraftig og saftig farve, har rummet fået en hel anden energi og stemning.
  

1 kommentar:

  1. Det ser flot ud efter at det er blevet ændret :-)

    SvarSlet