fredag den 9. juni 2017

Elsk dine fejl


Fejl er nødvendige og menneskelige. Læs her en rørende artikel i Information om at fejle - og om hvordan det gør os mere menneskelige og ægte. Er det ikke en befriende tanke?  Artiklen er fra december 16, men er tidløs.

At jeg så selv bliver citeret i artiklen, gør mig bare endnu mere glad. For hvis der er noget, jeg synes jeg gør jævnligt, så er det at fejle. 
Med sin fejlende præstation på scenen i Stockholm lørdag aften mindede den amerikanske sanger Patti Smith os om, hvorfor det ofte er det uperfekte, vi bliver rørt over, forført af og forelsket i.
                                                                                                                            Citat fra Artiklen 

Du kan være sikker på, at hvis du ikke prøver, så fejler du heller ikke. Så når du fejler, kræver det mod. Næste gang du indretter derhjemme, så accepter at du nogen gange tager fejl, og får lavet noget du fortryder. Men så har du lært noget, og fået ny viden om hvad der ikke duer. 

Prøv dig frem, sæt forskellige ting sammen på en ny måde - og se hvad der sker. Vær åben og smid fordomme og forventninger væk. Hvad er det værste (eller bedste) der kan ske?



At fejle gør os sårbare, og det har Brene Brown skrevet en fantastisk bog om. Daring Greatly - glem hvad de andre tænker. 

Alle mennesker har problemer med sårbarhed, og det ligger i tiden, at det er noget, det er bedst at undgå, men man lever ikke fuldt og helt, før man kaster sig ud i det.
                                                                                                                   Citat fra Daring Greatly

Som vi jo ved, ligger kunsten i at rejse os, og komme tilbage på sporet igen. Hvis vi samtidig er i stand til at se vores fejl som et menneskeligt og uundgåeligt vilkår, kan det få os til at vokse og overvinde vores egne begrænsninger. Det er i fejlene at guldet ligger.

onsdag den 7. juni 2017

Rum i balance

Så lidt skal der til, for at øjet blir glad. 

Et par dage på skønne Møn. Sten fundet på stranden lagt på et bord. 


Et rum der finder balance og løfter oplevelsen. Gratis, enkelt og nærmest poetisk. 


tirsdag den 16. maj 2017

Go Green

Der sker SÅ meget spændende på det grønne område. Og der kommer hele tiden nyt til. Bæredygtighed, Fairtrade, økologi, re-design, dele-økonomi og genbrug er bare nogle af de tiltag vi kender til. 

Det kan det være svært at få overblikket over hvor man konkret kan gå hen, når man gerne vil gøre en forskel. 

Men det er der faktisk en løsning på. GoGreen Copenhagen har nemlig gjort det lettere, at finde den præcis den virksomhed du har brug for, når du vil handle med med både hjerte og hjerne. 

Det er et netværk af virksomheder der lever op til et højt bæredygtigheds-krav, og som handler med bl.a. miljømærkede produkter og social ansvarlighed. 
GoGreen er skabt, fordi vi vil gøre bæredygtighed tilgængeligt og synligt. Økologiske restauranter, shops med bæredygtigt tøj, grønne frisører og butikker, der har miljøoptimerer ligger sjældent på hovedgaden, men er gemt væk i de små sidegader. Du finder dem alle sammen her på denne hjemmeside – og på vores fysiske bykort, der udkommer engang om året.

Billederne er fra Cousins.dk - interiør, blomster og cafe.
GoGreen samler og deler viden om bæredygtighed og gør det nemt for dig at tage grønne valg – lige her og nu. Vi guider dig i junglen af muligheder og fortæller de gode historier om ildsjæle og grøn passion.
Der er virksomheder indenfor næsten alle kategorier, og det er super inspirerende at blive klogere på alle de passionerede mennesker og ideer der ligger bag de grønne virksomheder. 

Gør dig selv og miljøet den tjeneste, at kigge forbi GoGreen Copenhagen næste gang du skal opleve nytænkende butikker og cafeer mm i København. Bæredygtighed er ikke kun en nødvendighed, men en meningsfuld og helhjertet total-oplevelse.

fredag den 31. marts 2017

10 steps til let indretning

Her er 10 punkter, som du kan være opmærksom på, når du er i indretnings-mode, men samtidig fornemmer et pres eller en usikkerhed, der tit følger med.

Vi vil så gerne gøre det rigtigt og vise, at vi har styr på tingene. Og vi vil gerne have hurtige og nemme løsninger, der samtidig er billige, unikke og originale

Lidt af en udfordring som umiddelbart virker umulig. Men min erfaring siger mig, at det faktisk kan lade sig gøre. Det kræver bare noget af dig på en anden front. Nemlig ændringer i dine vaner og tanke-sæt. 

Gennem mine 20 år som indretningsarkitekt, er der nogle gennemgående punkter jeg råder mine kunder til at have fokus på, når jeg hører, at de kæmper med indretningen. 
Billede er fra Floradania marketing
Det er ikke en to-do-liste - dem har vi nok af! Derimod er det kærlige opfordringer til at slappe af og give slip. Det drejer sig om at gøre det let, men det er ikke det samme som at lade stå til - eller at være ligeglad. 

Dybest set handler det om ikke at tage indretning så alvorligt, så det bliver stressende og krævende. Du kan hjælpe dig selv lidt på vej ved at være opmærksom på at:

Alt er tilladt - der er ikke noget, der er forkert

Turde mere - og prøve noget nyt

Lege og eksperimentere mere

Slappe af - det haster ikke

Tage et lille skridt ad gangen 

Give slip på ting og dårlige vaner

Nyde processen, så kommer resultatet af sig selv

Intet er permanent

At finde systemer og rutiner der fungerer. 

Acceptere tingene som de er - overgiv dig til omstændighederne

Når alt dette er sagt, så er vi jo godt nok kommet til den årstid, hvor der skal forandres og fornyes. Og det skal vi ikke snydes for. Men måske behøver du ikke fare ud og investere i en masse nyt, måske har du allerede alt det der skal til. Sæt det sammen på en ny måde

Glem ikke hvad friske forårs blomster kan gøre for humøret og for indretningen. De løfter energien, og giver fornyet liv og glæde med deres farver og dufte - ren poesi. Når jeg kun har 100 kr tilbage, bruger jeg dem gerne på friske blomster. 

Vent ikke på at blomsterne kommer fra andre, men forkæl dig selv - eller en du holder af.

mandag den 13. marts 2017

Hjem er en proces


I min konstante og nysgerrige undersøgelse af hjemmet som begreb, støder jeg på mange interessante artikler og bøger. 

Nogle gange også steder jeg ikke lige havde troet. I en super aktuel - og alligevel tidløs - artikel i højskolebladet.dk, faldt jeg over en tendens-artikel, hvor 3 eksperter sætter ord på deres syn på hjemmet. Hjemlighed er nøgleordet. Her er nogle udpluk af teksten, og nederst er et link til hele artiklen, som er skrevet af Kat. Sekjær.

Hjem er et state of mind

TENDENS Hjemlighed er det nye nøgleord for byrummets og institutionernes arkitekter. Men kan man bygge hjemlighed? Nej, for hjemmet er ikke et sted – det er en tilstand 
I en gennemkontrolleret og ned-til-mindste-detalje planlagt proces går netop hjemligheden tabt: Boligen bliver en kulisse med designede rekvisitter.

Hjemme behøver man ikke at fortælle, hvem man er, eller hvad man foretrækker. Det er en slags naturlig tilstand af væren - eller med antropologens ord: Det, der skaber et hjem, er det hjemlige. Det er alt det, man bare kan og gør. Man kan sige, at det hjemlige er alt det, der ikke stiller sig op i en identitetsafkrævende handling. 

Man kan sige, at en bolig tjener et rent funktionelt formål, mens hjemmet ud over det funktionelle også imødekommer et personligt behov, som et langt stykke hen ad vejen er inde i ens hoved.

Et hjem nemlig ikke et sted, men en slags ubevidst og kropslig handling. I et hjem tænker man ikke over, hvor lyskontakten sidder, eller hvor man skal slå på radiatoren for at få den til at holde op med at brumme. Huset er blevet til et hjem i det øjeblik, man bevæger sig i det uden at spekulere over, at det er det, man gør. Hjemmet er en naturlig forlængelse af ens egen krop. Hjemmet er således på en gang abstrakt og ganske konkret. Du har hjemme i din krop, du er hjemme i dit tøj, du er hjemme på din cykel.
Hjem er forbundet med tryghed, personlige fortællinger og minder - en følelse af at have sat sit eget aftryk på stedet og at være en del af stedet ved at have taget det i anvendelse. 

Hjem er en proces


Hjem er der, hvor hjertet er - men hvor er det? Kulturforskeren, antropologen og arkitekten er alle enige om, at hjemlighed skabes gennem gøren og væren over tid, hvor de ydre rammer møder de personlige behov, og hvor den naturlige, aktive deltagelse er en væsentlig faktor. Man skal på én gang tilpasse sig til hjemmet og samtidig tilegne sig det, for at det kan betragtes som hjem. 

Eller sagt på en anden måde: Man skal lægge hjertet i det.

Læs hele artiklen her 

fredag den 10. marts 2017

Indretnings fælder

Jeg er ikke den store tilhænger af at fortælle folk at de laver fejl i deres indretning. Der er principielt ikke noget rigtigt eller forkert når du indretter.

Men der kan være fælder der simpelthen står i vejen for at det bliver helt så vellykket, som du gerne vil have. F.eks. en elendig belysning, eller ikke at turde tage klare valg - så resultatet bliver kedeligt og ligegyldigt. 

Måske skal du også blive bedre til at tænke dine nye indkøb ind i hele sammenhængen - så du undgår impulskøb. Og så er det en god ide at arbejde ud fra den arkitektur din bolig rummer, for at få det bedste og mest harmoniske udtryk. 

Eurowoman har med hjælp fra et par indretningsarkitekter, lavet en liste over de 8 mest almindelige fejl du gør i indretningen. Læs med - og se om ikke der er et par ting, du kan genkende.


8 indretningsfejl mange begår - og hvad du kan gøre i stedet

FOTO: STUDIO-ANNIKA/ ISTOCK

Ryd op i dit indre rum

Mange mennesker inspirerer mig på min vej. Oftest er det den måde de opfatter verden på, eller nogle specielle formuleringer der nærer mine egne tanker til at gro. Og med foråret lige om hjørnet, er det tid til at gro.   

Inspirationen behøver ikke handle om indretning, men kan handle om alt mulig andet, som er vedkommende. I sidste ende handler stort set alt alligevel om indretning. Det er lidt af en påstand, men det er i mine øjne ganske sandt. Det siger mine erfaringer mig med stor tydelighed. 

Det er muligt, det lyder både abstrakt og højtragende, men indretning drejer sig om alt det vi omgiver os med. Med andre ord; hvordan vi indretter vores liv. Det er et 1:1 spejl af os selv - og et meget konkret udtryk på, hvor vi er lige nu i vores liv - og hvordan vi går og har det. 



Stemningen, værdigheden, tingenes stil, stand og sammensætning, omsorgen i detaljerne, fortiden, lyset, drømmen, luften, overblikket eller rodet. Alt udtrykker et valg - eller et  fravalg som har ført dig til der hvor du er lige nu. Nogle valg har været lette at tage, andre sværere, og nogle er måske taget i svære livskriser uden overskud og overblik.

Uanset hvad, er du, hvor du er! Og mit bedste råd til dig er; lær at elske der hvor du er. Vær opmærksom på sammenhængen mellem det du omgiver dig med (og giver dig selv). Er det med til at give dig glæde i hverdagen? 

Måske trænger du til at få ryddet op i livet - både i de ydre og indre rum - i tanker, relationer, begrænsende overbevisninger mm.. 

For at få den allerbedste klarhed, og adgang til din kreative kilde, må der være luft og lys - ellers kan intet gro. Lige nu er tiden perfekt til få fjernet alt der blokerer og forstyrrer. Afklaring = oprydning = overskud = glæde. 

Se det som en gave til dig selv, fyld dit liv og dit hjem med det der gør dig glad.    

Den person som denne gang har inspireret mig, er musiker og forfatter Majbritte Ulrikkeholm, som også underviser i kreativitet og forvandling. Jeg ved hun har boet mange år i et kolonihavehus (hvilket jeg selv drømmer om). Derfor billederne, som er fundet på Pinterest. 
- og i hendes seneste nyhedsbrev skrev hun:
Hvad drømmer du egentlig om?
Hele mit liv har jeg drømt om et flygel. Når jeg besøgte andre musikere, der havde et smukt instrument, tænkte jeg altid: Jamen det har jeg jo slet ikke plads til. 
Men jeg havde plads. Masser af plads. Der stod bare så meget gammelt skrammel, at der slet ikke kunne være det, jeg drømte allermest om. Og nu er skramlet røget ud, givet videre, genbrugt andetsteds, sagt farvel til, og flygelet sidder jeg og hygger mig med hver aften. 
Og så er det jo interessant, når vi begynder oprydningen i det indre hus - det usynlige hus. For hvor meget skrammel står der og optager pladsen for det, vi drømmer allermest om på indre planer. Tanker, overbevisninger, skæve prioriteringer og alt det andet, der skramler i det usynlige indre hus.