onsdag den 16. oktober 2019

Plantebaseret genbrugs design

Et af de mest hypede ord plantebaseret, er svær at komme udenom pt. Vi støder på det overalt pt, i forbindelse med det enorme fokus på bæredygtighed, næringsrig og klimavenlig mad som er; ja - baseret på planter. Hvilket jeg som vegetar i knap 20 år for længst har gjort til min livsstil.

Men i et nyt socio-økonomisk firma (og min nye arbejdsplads) VOKS - planter med omtanke, tager vi begrebet et andet sted hen. Vi er to kreative blomster/plante/indretnings/genbrugs-designere, som er ansat i VOKS, og vi er sammen med vores super-dygtige chef ved at udvikle et koncept, hvor vi tilbyder plantebaseret genbrugs design. 

Kort fortalt består det af bæredygtige planter, kombineret med genbrugsmaterialer, som sammensættes til unikke grønne designs. En slags plante-collager. Genbrugsmaterialer kan være alt fra rest-produkter fra virksomheder til kopper, vaser, fade mm. som vi indsamler. og upcycler. På sigt har vi planer om at dyrke en stor del af planterne selv. Herunder et par eksempler på plantedesigns.



Vi er i opstarten af processen, men starter ikke på helt bar bund. Vi er så heldige at virksomheden - som faktisk er en fond - har fået et stort beløb af Velux-fonden. Det dækker omkostningerne ifb med etablering af butik, værksted, showroom, beboercafe, drift og løn. 

ABC


Lokalerne ligger i Hedemarken, Albertslund, og er i tæt samarbejde med ABC; Albertslund Boligsociale Center, som faciliterer borgere, der får mulighed for at deltage i et forløb, som hjælper dem tættere på et reelt job. Med den centrale beliggenhed, vil VOKS  være et vigtigt og lokalt omdrejningspunkt i området, som også tilbyder frivillige at være en del af fællesskabet.



Samtidig med at vi udvikler plantedesigns, er vi også i fuld gang med at indrette lokaler og senere gårdhave. Derudover er vi ved at finde de rigtige leverandører, og samarbejdspartnere. Og vi er altid interesseret i at modtage genbrug til vores designs.


Mere om VOKS


Jeg glæder mig til at dele alle de spændende ting vi er ved at skabe i VOKS. Bl.a. vil en stor del af vores virksomhed bestå af planteabonnementer til virksomheder - i stedet for de traditionelle blomsterbuketter, som er smukke, men bestemt ikke klimavenlige.

Hvis du er interesseret i at høre mere, er du velkommen til at kontakte os - se os på instagram og på VOKS hjemmeside. Billederne er fra en tidligere proces, men glæd jer, der kommer snart helt nye billeder af vores sidste designs.

 Vi holder åbningsreception d. 21. november kl. 14. Du er meget velkommen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar