torsdag den 19. september 2013

Hjem efter hjem

Nogle gange kan det være en god ide at gøre en slags status, for at se hvor du er lige nu. En af de måder du kan gøre det på, er at tage udgangspunkt i dine tidligere hjem. Det kan faktisk være både underholdende og overraskende at tage på en rejse gennem dit livs skiftende boliger. Det er ret enkelt, og du ender op med en rød tråd gennem dit liv - via dine hjem.
Sæt dig ned og prøv at huske tilbage på det/de steder hvor du voksede op. Start med det første sted, og skriv så alle fakta; byen og gadens navn, samt årstallene fra hvornår til hvornår. Og gå så i gang med at skrive nogle stikord op, som du husker fra årene det sted. Først udefra: Hvilken slags bygning var det, på landet i byen? Så går du en tur ind: Hvordan var det at bo der, hvordan var det indrettet og  hvordan havde du det? 

Hvordan duftede der, hvem husker du særligt - og hvorfor? Skete der nogle specielle begivenheder, som du husker tilbage på med glæde eller det modsatte? Hvad var du optaget af, havde du nogle kæledyr og hvorfor skulle du flytte? Eller hvad du nu selv kan finde på. Senere bliver det omkring, kæreste, arbejde, rejser, børn, interesser og alt det andet der sker i vores liv mm. 
                      
Så tager du til dit næste hjem - og gør det samme, indtil du er fremme til hvor du bor i dag. Jeg har flyttet mange gange i mit liv, og havde svært ved at huske årstallene og rækkefølgen på hvor jeg flyttede hen - så jeg måtte et smut forbi borger.dk - min side - for at få styr på de ting. Det fik faktisk nogle ting til at falde på plads for mig, og det var både en stor hjælp og en lettelse, at få et overblik over både tider og steder. Jeg har ikke altid kunne få det til at gå op, når jeg tænkte det igennem.

Den historie du ender op med er faktisk dit liv i kort udgave - og med små fortællinger - som perler på en snor. Og hvis du har lyst til at gå mere kreativt til værk, kan du sætte fotos på alle dine boliger. Det er en meget personlig rejse, og vi kan altid have brug for en tur ned af memory lane, for at forstå hvorfor vi er hvor vi er.   

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar