mandag den 11. maj 2015

Bofællesskab ja tak

Mange af mine indlæg her på bloggen handler om at gå efter drømmen, og leve det liv som er bedst for dig. De handler om at leve mere simpelt - og om at bo på færre kvadratmetre. Samtidig opfordrer jeg til mere fællesskab, og mere fokus på boformer, som gør os gladere, tryggere og giver os mere overskud og omsorg. Det gælder både indretningen i vores boliger, men også i nærområderne. 

Alt den her snak om sociale boformer og glæden ved at eje mindre, går lige nu op i en højere enhed på det helt personlige plan for mit vedkommende. Mit liv har haft den drejning gennem flere år - og nu er står jeg lige ved målet. Jeg flytter ind i et skønt bofællesskab i Valby ved København, og jeg får bl.a. den have jeg har drømt om, mit eget dejlige værelse og store hyggelige fællesstuer. Her et citat som hænger i køkkenet - det siger meget om stedet. 
Der er noget om, at det vi fokuserer på kommer til os. Det oplever jeg selv gang på gang. De sidste 20 år har tanken om at bo flere sammen fulgt mig. Og ja - der er helt sikkert både fordele og ulemper ved det, men for mig virker det som en meningsfuld og givende måde at leve og bo på. Nu skal det endelig afprøves - og timingen er perfekt.

Delebolig, kollektiv eller bofællesskab - kald det hvad du vil. Det er blot forskellige navne for at bo sammen med andre. Mit nye hjem er en del af et fællesskab, som har eksisteret i mange år. Der er 6 voksne beboere (3 af hver køn), og det er et stort ældre (velholdt) hus med stor have. Cykelafstand til København og lige i hjertet af Valby. Jeg flytter ind 1. juni, og glæder mig til dele oplevelsen her på bloggen. Jeg er i fuld gang med at rydde op i alle gemmerne - for det hele skal kunne være på ét værelse. Den øvelse vil jeg gerne dele med jer.  

Så kig endelig med her hvis du er interesseret i at høre om livet i et bofællesskab. Måske går du selv med en drøm om en anden boform. 

1 kommentar:

  1. Hvor lyder det dejligt! Stort tillykke :-) Og så synes jeg det er et vidunderligt citat du har dér. Da jeg var 19 år, var jeg ældre, end jeg er nu... Så jeg kan sagtens følge de ord.

    SvarSlet