fredag den 31. marts 2017

10 steps til let indretning

Her er 10 punkter, som du kan være opmærksom på, når du er i indretnings-mode, men samtidig fornemmer et pres eller en usikkerhed, der tit følger med.

Vi vil så gerne gøre det rigtigt og vise, at vi har styr på tingene. Og vi vil gerne have hurtige og nemme løsninger, der samtidig er billige, unikke og originale

Lidt af en udfordring som umiddelbart virker umulig. Men min erfaring siger mig, at det faktisk kan lade sig gøre. Det kræver bare noget af dig på en anden front. Nemlig ændringer i dine vaner og tanke-sæt. 

Gennem mine 20 år som indretningsarkitekt, er der nogle gennemgående punkter jeg råder mine kunder til at have fokus på, når jeg hører, at de kæmper med indretningen. 
Billede er fra Floradania marketing
Det er ikke en to-do-liste - dem har vi nok af! Derimod er det kærlige opfordringer til at slappe af og give slip. Det drejer sig om at gøre det let, men det er ikke det samme som at lade stå til - eller at være ligeglad. 

Dybest set handler det om ikke at tage indretning så alvorligt, så det bliver stressende og krævende. Du kan hjælpe dig selv lidt på vej ved at være opmærksom på at:

Alt er tilladt - der er ikke noget, der er forkert

Turde mere - og prøve noget nyt

Lege og eksperimentere mere

Slappe af - det haster ikke

Tage et lille skridt ad gangen 

Give slip på ting og dårlige vaner

Nyde processen, så kommer resultatet af sig selv

Intet er permanent

At finde systemer og rutiner der fungerer. 

Acceptere tingene som de er - overgiv dig til omstændighederne

Når alt dette er sagt, så er vi jo godt nok kommet til den årstid, hvor der skal forandres og fornyes. Og det skal vi ikke snydes for. Men måske behøver du ikke fare ud og investere i en masse nyt, måske har du allerede alt det der skal til. Sæt det sammen på en ny måde

Glem ikke hvad friske forårs blomster kan gøre for humøret og for indretningen. De løfter energien, og giver fornyet liv og glæde med deres farver og dufte - ren poesi. Når jeg kun har 100 kr tilbage, bruger jeg dem gerne på friske blomster. 

Vent ikke på at blomsterne kommer fra andre, men forkæl dig selv - eller en du holder af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar