tirsdag den 13. april 2021

Tiny Home & store drømme

En spændende TinyHome projekt er på vej. I den sydlige af Køge skal der etableres et bæredygtigt living lab med et stort fælles kulturhus som omdrejningspunkt. Fælleshuset og 11 TinyHomes bygges af genbrugs/naturmaterialer. I fælleshuset vil vi demonstrere de anvendte materialer og holde workshops om en bæredygtig livsform, fællesskab, Permakultur samt dele erfaringer om processen med at skabe og bo i et TinyHome.

Vi vil gerne præsentere, undersøge og udleve en anden måde at bygge og bo på. Vi søger økonomisk støtte i forskellige fonde, og har brug for at mange stemmer på realiseringen af det store demonstrations-hus.

Hvis du er interesseret i projektet - og vil støtte op omkring projektet - kan du gå ind her og læse mere om ideen.  Del gerne så vi opnår flest muligt stemmer, og dermed får mulighed for at udleve og præsentere en visionær boform som drager omsorg for både mennesker, natur og kloden.  




Tiny Varigheden

Projektet hedder Tiny Varigheden, og bliver bygget i den sydlige del af Køge, nærmere betegnet på Køge Fælles Jord. Læs mere om Køge Fælles Jord  her - og om Tiny Varigheden her.



Se video om projektet herunder. 





 

fredag den 3. april 2020

Gratis indretning

I forlængelse af alle de fantastiske bud på at hjælpe hinanden denne tid, tilbyder jeg hele april hjælp til indretning - HELT GRATIS! 

Jeg vil gerne være med til at skabe små lyspunkter i en usikker Corona tid. 

Jeg startede i 2008 med at hjælpe med indretning online. Og har hjulpet en masse mennesker med at komme på plads derhjemme - ved hjælp af fotos og beskrivelser af deres udfordringer.

Den viden stiller jeg til rådighed nu kvit og frit. De fleste af os har tid til overs lige nu. Og mange er i fuld gang med oprydning, hvilket er det første skridt mod at komme til bunds i hjemmet. Når det er gjort, er det helt oplagt, at tage fat i indretningen.

Gratis indretning

Foråret er på vej, og det er den perfekte tid til at skabe forandringer. Måske synes du, der er forandringer nok lige nu. Men den forandring jeg taler om, kan du selv kontrollere, og den kan være med til at styrke dig og familien gennem denne specielle tid. Måske kan det være et fælles projekt i hjemmet. Har du eller en du kender, brug for gode ideer til soveværelset, køkkenet, børneværelset eller entreen, hører jeg gerne fra jer.

Vi bruger meget tid i hjemmet, og ved fælles hjælp kan en ny indretning give ny energi,  mere overskud, glæde - og optimisme. Hvem har ikke brug for det lige nu?

Forår, fællesskab og forandring

Jeg har levet af at indrette i ca 20 år. Når jeg hjælper folk på vej, tager jeg altid udgangspunkt i det de har i forvejen. Som regel skal der ikke købes noget nyt. Tanken om at genbruge og opgradere ligger mig meget på hjerte. Jeg skaber nye rammer udfra det jeg ser, og oplever hos dig. Også online. 

Det vigtigste er, at få skabt personlige løsninger med kreativitet og stemning. Kig lidt rundt på bloggen, for at få et bedre billede af hvordan jeg arbejder - og min tilgang til det.

Jeg tilbyder at lave 1 gratis projekt hver dag i april. Måske længere. 

Send en beskrivelse og nogle fotos af rummet, evt nogle mål - og gerne lidt om hvordan dit liv ser ud, så jeg kan blive klogere på dig og dine behov, drømme og ønsker. Når jeg har lavet et oplæg, får du en mail med konkrete forslag og beskrivelse af ideerne.

For at gøre dette til en levende proces - må du gerne sende fotos af ændringerne, når du kommer så langt. Dem vil jeg lægge her på bloggen til inspiration til andre. 

Mailen du skal sende til er: Janne.indret@gmail.com

onsdag den 16. oktober 2019

Plantebaseret genbrugs design

Et af de mest hypede ord plantebaseret, er svær at komme udenom pt. Vi støder på det overalt i forbindelse med det enorme fokus på bæredygtighed og klimavenlig mad som er ja - baseret på planter. Hvilket jeg som vegetar i knap 20 år for længst har gjort til min livsstil.

Men i et nyt socio-økonomisk firma (min nye arbejdsplads) VOKS - planter med omtanke, tager vi begrebet et helt andet sted hen. Vi er nemlig to kreative blomster/plante/indretnings/genbrugs-designere, som sammen med vores super-dygtige chef er ved at udvikle et koncept, hvor vi tilbyder plantebaseret genbrugs design. 


Kort fortalt består det af bæredygtige planter, kombineret med genbrugsmaterialer, som sammensættes til unikke grønne designs. En slags plante-collager. Genbrugsmaterialer kan være alt fra rest-produkter fra virksomheder til kopper, vaser, fade mm. som vi indsamler. og upcycler. På sigt har vi planer om at dyrke en stor del af planterne selv. Herunder et par eksempler på plantedesigns.







Vi er i opstarten af processen, men starter ikke på helt bar bund. Vi er så heldige at virksomheden - som faktisk er en fond - har fået et stort beløb af Velux-fonden. Det dækker omkostningerne ifb med etablering af butik, værksted, showroom, beboercafe, drift og løn. 

ABC


Lokalerne ligger i Hedemarken, Albertslund, og er i tæt samarbejde med ABC; Albertslund Boligsociale Center, som faciliterer borgere, der får mulighed for at deltage i et forløb, som hjælper dem tættere på et reelt job. Med den centrale beliggenhed, vil VOKS  være et vigtigt og lokalt omdrejningspunkt i området, som også tilbyder frivillige at være en del af fællesskabet.



Samtidig med at vi udvikler plantedesigns, er vi også i fuld gang med at indrette lokaler og senere gårdhave. Derudover er vi ved at finde de rigtige leverandører, og samarbejdspartnere. Og vi er altid interesseret i at modtage genbrug til vores designs.


Mere om VOKS


Jeg glæder mig til at dele alle de spændende ting vi er ved at skabe i VOKS. Bl.a. vil en stor del af vores virksomhed bestå af planteabonnementer til virksomheder - i stedet for de traditionelle blomsterbuketter, som er smukke, men bestemt ikke klimavenlige.

Hvis du er interesseret i at høre mere, er du velkommen til at kontakte os - se os på instagram og på VOKS hjemmeside. Billederne er fra en tidligere proces, men glæd jer, der kommer snart helt nye billeder af vores sidste designs.

 Vi holder åbningsreception d. 21. november kl. 14. Du er meget velkommen.

onsdag den 26. december 2018

Sjælerum

Ikke alle rum er fysiske rum. Selvom jeg mest koncentrerer mig om de rum vi kan forandre og forskønne, har jeg også en stor del af mit fokus rettet mod de indre rum. 

Eksempler på dette kan være Hjerterum, Frirum og Sjælerum; ord der skaber billeder af smukke indre tidløse rum, hvor der er kærlighed, fred og ro. 

For at nære disse indre rum, skal du en gang imellem opholde dig omgivelser hvor der ikke kræves eller forventes noget. Et helle, hvor du overgiver dig til stilheden - og slipper kontrollen. Hvor du kan trække dig tilbage og skabe rum til de tanker, og den indre stemme, som du ikke kan høre i hverdagens hektiske trumme-rum.

De rum findes. Men først skal du beslutte dig for, at du fortjener det. Det er nemlig en gave, du giver dig selv. Og som alt andet "koster" det både tid og penge. 

Forestil dig et sted i smukke omgivelser, vanderture i den dejlige natur, skøn vegetarisk mad, guidede meditationer - og samvær med andre, som også ønsker fred og stille samvær. 

Dernæst må du skabe plads i kalenderen, og finde et sted der passer dig. Der er mange muligheder at vælge mellem, og det vigtigste er, at det matcher det du har brug for. Der er silent-retreats som varer en weekend, en uge eller 2 uger. De findes på nettet - og udvalget er enormt.

Stilhed

Stilhed er et undervurderet gode. Det lyder måske tomt og uinspirerende, men det er lige modsat. Det rummer stor glæde og dyb tilfredsstillelse. Det er i stilheden, at du finder svar på mange af de spørgsmål, du tumler med. 

For nogen kræver det måske en vis portion mod at tage på et silent retreat med en gruppe fremmede. 

Men både det bedste og værste der kan ske, er, at du kan møde sider af dig selv, som du ellers ikke  ville møde. Og på et retreat får du mulighed for at deale med disse sider i et trygt og omsorgsfuldt miljø.

Selv er det noget jeg har gjort i mange år, flere forskellige steder. Og i morgen tager jeg for anden gang afsted på en uges nytårs-retreat i Sverige. 

Det er Naja Vita, fra Levende Nærvær der arrangerer retreatet for 15. år. Temaet er "Sørg godt for dine Overgange"


Vi oplever allesammen mange overgange i livet, og det kan ofte være svært at håndtere de skift vi kommer ud for. Najas varme tilstedeværelse fører os kærligt gennem ugen med både fysisk øvelser, meditationer, stilhed og fordybelse.

Nytåret er også et skift, som - hvis vi vil - rummer meget mere end blot et års-skifte. Vi afslutter et kapitel og et nyt starter. Der ligger mange skjulte muligheder i det nye, hvis vi får afsluttet det gamle på en ordentlig og værdig måde, og samtidig er åben overfor hvad der kommer. 

Du kan selv lave en lille øvelse ved at fokusere på, hvad der har taget for meget af din energi i dette  år. Og samtidig rette din opmærksomhed mod hvad der skal have mere af din energi i det kommende år.  

Så den næste uge vil jeg bruge på at opholde mig i mit sjælerum. Jeg har ingen forventninger, med ved, at det bliver stille, smukt og fredfyldt i samvær med en gruppe ligesindede, som jeg endnu ikke kender. Nytåret bliver fejret rundt om et bål, med sang i et fælles sjælerum - og jeg glæder mig.  

Godt nytår.

onsdag den 18. oktober 2017

Helhjertet indretning

At indrette er at skabe rum og stemninger til bestemte formål. Det er en disciplin du kan skoles til, så du kan løse alle former for indretningsopgaver. 

Du lærer at håndtere forskellige retningslinier og værktøjer, så du kan udforme smukke, kreative og funktionelle løsninger. 

Det er vel nærmest en klassisk beskrivelse af en indretningsarkitekts funktion.

Så langt så godt. Men efter mange års øvelse blir det noget man nærmest gør på rygraden. 

Personligt har jeg haft nogle udfordringer med at blive sat i den klassiske indretnings-bås. Fordi jeg gennem mange år, har haft fokus på nogle andre dimensioner i min arbejdsproces. Mennesker. Ægte levende mennesker med historier, oplevelser og drømme. 

Det er jer, der er det vigtigste element i mit arbejde. I er omdrejningspunktet, og sammen er vi et team, der hver i sær bidrager, med det vi kan.

Uden at vide hvem jeg har med at gøre, kan jeg ikke give jer det, I har brug for. 

Jo, jeg kan altid skabe nogle smukke, kreative og funktionelle løsninger. Men for at det hele skal give mening, er jeg nødt til at kende jeres situation, overvejelser, behov og ønsker. Hvad gør jer glade, og hvad vil I ikke have? 

Jo mere jeg ved, jo bedre bliver processen og resultatet.

Indretning er heldigvis meget mere end nye møbler, farver, gardiner, sofaborde, gulvtæpper og lamper. Alt dette er blot værktøjer og brikker i et kompliceret puslespil. 
Foto fundet på Pinterest - By-bak.dk
Det er også alt det, der ikke kan ses, købes og måles der afgør, om det bliver vellykket:  Stemningen, følelsen og oplevelsen. Uden det risikerer det at blive en overfladisk iscenesættelse. Og det vil de fleste af os ikke bo i.

Men hvordan undgår vi så det? 

Du beholder f.eks. alt det skæve, originale, uens og finurlige. Det der er med til at give indretningen kant og personlighed. Ellers kommer det til at ligne alle de andres hjem. Der må gerne være legetøj og sjove fund. Alt er tilladt, og der kommer ikke nogen, og dømmer det. Hvis det gør dig glad - må det godt være der.

I modsætning til de glatte indretninger vi ser i bladene, er det efter min mening vigtigere, at arbejde hen imod et mere ærligt og autentisk udtryk, som matcher jer, der skal bo der. 

Og hvis det kan kombineres med at (gen)bruge eksisterende inventar - gerne i en opgraderet stand - bliver det oprigtigt meningsfuldt og bæredygtigt.

Det er det, jeg har praktiseret i mange år - som jeg kalder Helhjertet Indretning
Foto fundet på Pinterest - Therustyhome.dk

mandag den 18. september 2017

Simply Boheme

Et lille hjem med lys og personlighed - som danner rammen om et liv med mere frihed og færre ting - og i tættere kontakt med vejret og naturen. Lyder det ikke tillokkende?

Hvis tanken vækker en længsel i dig, behøver det ikke længere at forblive en drøm, men kan blive virkelighed. Efterhånden tilbyder markedet flere modeller at udleve netop den drøm.  

Danske Simply Boheme er en af dem. Det er et lille firma, som specialiserer sig i at bygge små hytter, som kan bruges til forskellige formål: Annex, arbejdsrum, gæsterum, frirum eller teenage-værelse i baghaven eller som en lille bolig - nu også på hjul.
Simply Boheme; ideen om det æstetiske og enkle liv.
Ideen om det lille hjem, som løsning på en ændret livsform, er der stor efterspørgsel på i USA og England - efterhånden også i Danmark. 

Det med at bo småt er et tilbagevendende tema, som jeg har skrevet meget om på bloggen de sidste 4 år. Se f.eks.: Skur med drømme og Rullende hjem. Det udspringer af mit eget ønske om selv at udleve ideen, og samtidig af min nysgerrighed på at udforske hvorfor så mange er interesseret i den simple livsstil.
Karens lille hus - Simply Boheme
Skeptikere vil mene, at det er en urealistisk og romantisk drøm, men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Der eksperimenteres i stor stil med nye og mindre boformer -  mest i USA - og det tiltrækker en stor gruppe mennesker, som har fået nok af den etablerede leveform.  

De oplever ganske simpelt, at de hænger fast i nogle værdier, der ikke længere er meningsfuldt, og som ikke længere giver dem livsglæde. 

Som det er nu, plages alarmerende mange af stress og konstant dårlig samvittighed, fyldte kalendere og en fornemmelse af underskud og en generel tikkende utilfredshed.

Der er ingen tvivl om, at vi bevæger vi os ind i en ny tidsånd, der viser vejen for en alternativ måde at bo og leve på. Og tager vi de optimistiske briller på, så vil disse boformer (udover at løse boligmanglen) være med til at mindske stress og overforbrug af klodens begrænsede ressourcer - og dermed ha en positiv indflydelse på de globale miljø- og klimaforandringer. Det er da værd at have med i sine overvejelser.

mandag den 11. september 2017

Rullende hjem

Ideen om at tage sit hjem med sig, og kunne placere det hvor man har lyst, tiltaler mig enormt. Tanken oser af frihed og eventyr - af lethed og muligheder. 

De store strømninger indenfor nye boformer, viser deres tydelige sprog, nemlig at der efterhånden er mange, som udlever drømmen om at skifte sin faste bolig ud med et lille hjem - ofte på hjul. Her er ikke tale om klassiske campingvogne, men om rigtige mini-huse.  
Blackdownsheperdshuts
Billedet her ku være et eksempel. Det er en mobil hytte; en Sheperds Hut, som er en nyfortolkning af en gammel Engelsk hyrde-vogn. De laves på bestilling. Se mere på deres hjemmeside.

Der er en hurtigt voksende interesse omkring begrebet small living. Ideen er ikke ny, og  er - ligesom mange andre strømninger - udsprunget i USA. Small living handler ikke kun at bo småt, men om hele ideen om at frigøre sig fra alt det der binder og tynger os i vores nuværende liv. 

Det er et område, der længe har optaget mig, og jeg lever selv et liv der bevidst går i den retning. Jeg har dog endnu ikke haft et hjem på hjul, men det kan ikke udelukkes, at det bliver en realitet indenfor et par år.

 Escape Traveler. net
Huset herover er et eksempel på et mobilt luksus hus på 25 m2. Læs artiklen i iBoligen.dk  Selvom huset er amerikansk designet og udført, kan det sagtens bruges til inspiration, så kig evt forbi hjemmesiden

Den begrænsede plads gør det (i mine øjne) til en mere spændende og udfordrende livsform. Fordi det kræver, at man bliver nødt til at tage stilling, og vælge alt det overflødige fra - eller det nødvendige til. Til gengæld skaber det en lethed, som giver overskud både økonomisk og energi-mæssigt. Hvilket igen giver muligheder til nye oplevelser.

Small living er et emne, som jeg løbende vender tilbage til. Både fordi det er så interessant og omfattende, men også fordi der er en klar tendens til, at der er behov for en ny måde at tænke bolig på.

En måde som passer bedre ind i vores stigende ønske for at leve mere enkelt og individuelt. Se bare hvor svært og dyrt det er at finde en bolig i nærheden af byerne i dag. Måske kunne man løse en del af problemet ved at bo mindre - og evt. mobilt.

Disse eksempler er blot to ud af mange - og hvis du vil gå mere ned i emnet, kan du f.eks. se foredrag på Youtube og søge på Google. Pioneren indenfor small living /tiny houses hedder Jay Shafer, og han har udgivet flere bøger om emnet. 

Jeg vil dog råde dig til at starte med at købe en lille bog: Small House living af Jason T. Clark, som gennemgår hele begrebet, og gør det enkelt at se fordelene.