fredag den 28. februar 2014

Iscenesat virkelighed

Er det bare mig - eller ligner alle indretninger hinanden i blade, blogs og nyhedsbreve. Jeg ved godt at det er meningen at det skal se både unikt og personligt ud, men i mine øjne er det gentagelser af over samme tema. Same same. Alt for "tilfældigt" og perfekt. Selv når det skal være kikset og skævt, bliver det for søgt. 

Jeg savner historier og billeder fra almindelige hjem, hvor almindelige mennesker bor og lever deres almindelige liv. Men måske er der ikke så mange der har lyst til at lægge hus til - fordi det ikke lever op til den standard der vises i medierne. Og hvem har lyst til at tabe ansigt? Jeg vil med glæde være den første der præsenterer almindelige ikke-stylede boliger på min blog. Vel at mærke boliger som fungerer og har noget på hjerte. 
Foto fra bogen: Brugt er smukt
For mit eget vedkommende, synes jeg at at det er sjovt at arbejde med almindelige og uinspirerende boliger, fordi der er noget at arbejde med i den slags boliger - og det er guf for sådan en som mig. 

Selvom jeg tit hører folk sige, at de egentlig ikke interesserer sig for indretning, kan jeg i en eller anden grad godt tilslutte mig. I den forstand, at det heller ikke interesserer mig når indretning kun handler om overfladisk indretning - så blir det en udstilling. For mange er det en sikkerhed at gøre som resten - men så mister du det vigtigste: det personlige touch, historien og sjælen. 

Det er menneskene i boligerne der interesserer mig. Hvorfor bor de som de gør, hvordan trives de i deres hjem - og giver deres hjem den støtte, glæde og tryghed, som det bør?

Jeg hørte engang Søren Ryge sige, at selvom han er passioneret have-mand - er det ikke haverne der interesserer ham - men menneskene bag. Dem der har formet, plejet og skabt haven. Jeg er meget enig - det er sådan jeg har det med indretninger og hjem. Og for lige at citere en andet kendis Jim Lyngvild, så sagde han på et tidspunkt, at det er irrelevant hvad der står på mærket i nakken, men stilen ligger i hvordan man bærer og sammensætter sit tøj. Det samme kan man jo sige om møbler og inventar.

torsdag den 27. februar 2014

Genbrugsist

Er ikke lige stødt på det ord før - genbrugsist - men der er vist ingen tvivl om hvad det betyder. Det er hvad Bodil Jørgensen kalder sig selv - og er vist nærmest hendes livsstil, når det kommer til tøj, tilbehør og indretning.   

I en artikel i Politiken - Forbrug og Liv - har Annemette Grundtvig skerevet en artikel om Bodil Jørgensen, og om den glæde hun finder i genbrug. Klik på billedet for at komme til artiklen. En meget underholdende og ærlig artikel.
Genbrugsist. At noget er nyt, er ikke et plus for Bodil Jørgensen. Her et udpluk af hendes skatte: Et skrin med perler, en Jesus-figur, et arvet kaffestel, et glas, hun fik af en iransk mand og malerier, der minder om barndom. - Foto: Katinka Hustad
 Foto Katinka Hustad
At noget er nyt, er ikke et plus for Bodil. På billeder er et udpluk af hendes skatte. Et skrin med perler, en Jesus-figur, et arvet kaffestel, et glas hun fik af en iransk mand og malerier, der minder om barndom. Hun har opgivet at opnå finish, for som hun siger: Livet sviner jo. Og kvinden har jo ret.
»Jeg har opgivet drømmen om finish. Folk tørster efter blanke paneler og river et helt køkken ned, fordi væggen skal stå et andet sted. For mig er det en absurd form for overforbrug. Alt det, der skinner, skal jo holdes ved lige og males i en uendelighed, for livet sviner. Vi går ind i ting, vi vælter ting, vægge får pletter og huller. Jeg synes, det ser ret fantastisk ud med en lille fugtplet«.
 Det var på en anden blog: Slowliving jeg læste artiklen. Og jeg kan anbefale at kigge forbi bloggen ind imellem, hvis du gerne vil have åbnet dine øjne med skønne indlæg om at leve mere med mindre. 

onsdag den 26. februar 2014

Hope and cake

Et af de mere uhøjtidelige og optimistiske citater, som lige nu hænger på køleskabet. Et citat der virkelig gir mening - og får tingene helt ned på jorden. I hvert fald hvis man har en sød tand - og en skæv humor. Sku du være i tvivl, så er dette en blog om indretning - men det udelukker jo ikke alt det andet gode i livet. Så velbekomme - bare tag for dig. 
.

mandag den 24. februar 2014

Poetisk forårs collage

Årstiden og vejret inspirerede mig lige til at lave denne glade rosa-blomster-tøse-hygge-forårsstemnings-collage. De timer det tager at lave sådan en, er guld værd for kreativiteten og det indre legebarn - uanset om du laver dem alene eller i et fællesskab. Se flere indlæg om at lave kreative collager på Kys din kreativitet eller på Kreative Collager
http://www.fof.dk/Kurser.aspx?enhed=21&menu=43&kursus=94510#94510

søndag den 23. februar 2014

Søndags stråler

Tidlig søndag morgen. Kunne ikke sove, så jeg stod op og drak en kop the, så lidt tv - og gik i gang med at gøre rent. Midt i det hele er solen stået op, og lyset finder vej ind i stuen ude fra entreen. Blomsterne på bordet ændrer nærmest karakter og strækker sig og smiler. Det måtte jeg lige dele.
Faktisk holder jeg mest af blomsterne, når de er i fuld flor - og på vej til at springe ud af vasen. Jeg elsker alle blomster - og allermest når de er grupperet med forskellige typer. Go søndag.

fredag den 21. februar 2014

Hjælp på vej

DR1 søger medvirkende til deres kommende boligprogram: Hjælp på vej.

Er du gået i stå i et byggeprojekt, og har din boligdrøm udviklet sig til et regulært mareridt? Eller er du nabo til en familie, der bare ikke kan blive færdige med deres ombygning? Så er der måske hjælp på vej!
Læs resten her

Hvis du er interesseret i at medvirke kan du kontakte nabo@nordiskfilmtv.com hurtigst muligt. Nordisk Film Tv står bag.
Byggeplads dårligt arbejdsmiljø

mandag den 17. februar 2014

Hundertwasser


”Jeg vil vise, hvor let det er at skabe paradis på jorden”, sagde Hundertwasser som en protest mod de moderne byers åndsforladte boligmiljøer. Om man kan li hans organiske arkitektur eller ej, kan diskuteres. Men manden var visionær, og havde en vigtig pointe omkring hvordan vi bygger og lever - og hvad det gør ved os.

Lige nu udstiller den østrigske arkitekt og kunstner på Arken i Ishøj - og jeg vil varmt anbefale at se udstillingen. Læs mere om den her

Som arkitekt afspejlede Hundertwassers tegninger hans mere og mere økologiske overbevisning. Han forsøgte at få naturen tilbage i hjemmet ved at inkorporere træer i sine hulter til bulter-agtige huse. "Jeg ændrer syge huse til menneskelige huse i harmoni med naturen," sagde han.
”Der er ingen tvivl om, at han med sine ideer om grøn arkitektur, økologi og ’urban gardening’ er super aktuel. Hans utopiske vision, hans tro på kunstens virkekraft er også af stor relevans i dag. I en tid med utopisk underskud er Hundertwasser et både overraskende og inspirerende bekendtskab, der rammer os lige her, hvor vi står
I tråd med hans filosofi "den lige linie er ugudelig" tegnede han afrundede bygninger med udbulende, organiske former stik imod arkitekturens klassiske regler. "Jeg vil få folk til at føle, at livet er værd at leve," sagde Hundertwasser engang i et interview. "Jeg hader trøstesløs kunst."

lørdag den 15. februar 2014

Sweet dreams

Mens jeg er i gang med at få styr på mine billeder, får jeg lyst til at dele nogle af de billeder jeg har taget på Milanos Møbelmesse Il Mobile gennem de sidste år. 

Men fokus ligger ikke så meget på møblerne - mere på nogle af de andre ting, der hver gang fanger min opmærksomhed. Som f.eks. dette lille univers af små mennesker, som er i gang med at sætte stjerner på himlen i drømmeland. 

Il Mobile 2014

Jeg husker ikke producenten af sengen, men var mere optaget af det fine lille sceneri midt i det gigantiske og kommercielle set-up, som Il Mobile er med ca. 330.000 besøgende hvert år. 

Det er umuligt at overskue det hele - det er simpelthen for stort - så jeg holder meget af også at lægge mærke til tingene udover selve møbel-udstillingen. At se de små detaljer - og at kigge på mennesker..
 


Der var f.eks ham her, hvis job bestod i at støve en guldvæg af..
Eller ham her, som har smidt skoene 

En nødvendig pause i græsset mellem bygningerne

Store dele af Milano centrum er pyntet - her med kæmpe lampeskærme.

fredag den 14. februar 2014

Indretning og energi

Forleden dag sad jeg og bladrede i en bog om Feng Shui - som bekendt er en gammel indretningsfilosofi fra Østen. Jeg har et helt afslappet forhold til Feng Shui - ligesom med så meget andet - men kan alligevel godt få lyst til at afprøve nogle af ideerne, blot for at få stillet min nysgerrighed. Det skader jo ikke at prøve andre vinkler på indretning. Energier er universelle, og må gælde både i Østen og her i Vesten. Og alt er energi.

Kort sagt handler det om at skabe harmoni og balance via energierne i boligen. Og ved at være opmærksom på at justere farver, møbler, materialer og former i indretningen, kan man understøtte sundhed og trivsel mm..
Crassula ovata + Florero.jpg
Jeg slog op på en tilfældig side i bogen, som handlede om grønne planter i boligen. Hvor de skal placeres, hvis man ønsker en bestemt virkning, og hvilke typer der forstærker eller dæmper energierne. Der findes planter der vokser opad eller nedad. Planter der har spidse blade (spreder energi) - og andre der har runde (holder energi). Nogle planter har matte blade og andre har blanke.

Kapitlet om Paradistræ (pengetræ) - som jeg har mange af - fik mig op af stolen, og i gang med at flytte rundt på mine planter. Lige præcis den type plante, med tætte små runde blade, har en tung metal-energi, der understøtter det som jeg har brug for lige nu. Men der hvor mine Paradis træer har stået indtil nu, modvirker de netop den energi. 


Og helt ærligt – hvorfor ikke gøre sig selv den tjeneste at afprøve det lille trick at flytte rundt på planterne/energierne. Tænk nu hvis det virker? Der kan i hvert fald ikke ske noget ved at prøve, for mange af mine planter var i vejen, og var blevet for store. Samtidig manglede der liv andre steder i lejligheden. 


Efter der er rykket rundt, er der umiddelbart sket en positiv forandring i rummene. Der er kommet mere plads, og der hvor der var ”døde” områder – er der nu kommet liv. Det undrer mig selvfølgelig, at jeg ikke selv var kommet på den placering for længst, men da min lille botaniske ændring gik i gang, blev der flyttet rundt på en masse andet også, og så opstod der pludselig den plads, netop der hvor det var nødvendigt.  


Sådan går det tit. Domino effekten sætter i gang, så snart man går i gang med et lille projekt - og en masse brikker på plads. Om der på sigt vil komme den ønskede virkning rent energimæssigt, er jeg spændt på, men om ikke andet så har jeg fået plads og styr på nogle områder. Og med foråret om hjørnet er det jo bare om at få den kickstartet - det vil helt sikkert løfte energien.

Min seneste klumme fra Køge Onsdag og Dagbladet - februar 2014