Er det bare mig - eller ligner alle indretninger hinanden i blade, blogs og nyhedsbreve. Jeg ved godt at det er meningen at det skal se både unikt og personligt ud, men i mine øjne er det gentagelser af over samme tema. Same same. Alt for "tilfældigt" og perfekt. Selv når det skal være kikset og skævt, bliver det for søgt.
Jeg savner historier og billeder fra almindelige hjem, hvor almindelige mennesker bor og lever deres almindelige liv. Men måske er der ikke så mange der har lyst til at lægge hus til - fordi det ikke lever op til den standard der vises i medierne. Og hvem har lyst til at tabe ansigt? Jeg vil med glæde være den første der præsenterer almindelige ikke-stylede boliger på min blog. Vel at mærke boliger som fungerer og har noget på hjerte.
For mit eget vedkommende, synes jeg at at det er sjovt at arbejde med almindelige og uinspirerende boliger, fordi der er noget at arbejde med i den slags boliger - og det er guf for sådan en som mig.
Foto fra bogen: Brugt er smukt |
Selvom jeg tit hører folk sige, at de egentlig ikke interesserer sig for indretning, kan jeg i en eller anden grad godt tilslutte mig. I den forstand, at det heller ikke interesserer mig når indretning kun handler om overfladisk indretning - så blir det en udstilling. For mange er det en sikkerhed at gøre som resten - men så mister du det vigtigste: det personlige touch, historien og sjælen.
Det er menneskene i boligerne der interesserer mig. Hvorfor bor de som de gør, hvordan trives de i deres hjem - og giver deres hjem den støtte, glæde og tryghed, som det bør?
Jeg hørte engang Søren Ryge sige, at selvom han er passioneret have-mand - er det ikke haverne der interesserer ham - men menneskene bag. Dem der har formet, plejet og skabt haven. Jeg er meget enig - det er sådan jeg har det med indretninger og hjem. Og for lige at citere en andet kendis Jim Lyngvild, så sagde han på et tidspunkt, at det er irrelevant hvad der står på mærket i nakken, men stilen ligger i hvordan man bærer og sammensætter sit tøj. Det samme kan man jo sige om møbler og inventar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar