fredag den 14. februar 2014

Indretning og energi

Forleden dag sad jeg og bladrede i en bog om Feng Shui - som bekendt er en gammel indretningsfilosofi fra Østen. Jeg har et helt afslappet forhold til Feng Shui - ligesom med så meget andet - men kan alligevel godt få lyst til at afprøve nogle af ideerne, blot for at få stillet min nysgerrighed. Det skader jo ikke at prøve andre vinkler på indretning. Energier er universelle, og må gælde både i Østen og her i Vesten. Og alt er energi.

Kort sagt handler det om at skabe harmoni og balance via energierne i boligen. Og ved at være opmærksom på at justere farver, møbler, materialer og former i indretningen, kan man understøtte sundhed og trivsel mm..
Crassula ovata + Florero.jpg
Jeg slog op på en tilfældig side i bogen, som handlede om grønne planter i boligen. Hvor de skal placeres, hvis man ønsker en bestemt virkning, og hvilke typer der forstærker eller dæmper energierne. Der findes planter der vokser opad eller nedad. Planter der har spidse blade (spreder energi) - og andre der har runde (holder energi). Nogle planter har matte blade og andre har blanke.

Kapitlet om Paradistræ (pengetræ) - som jeg har mange af - fik mig op af stolen, og i gang med at flytte rundt på mine planter. Lige præcis den type plante, med tætte små runde blade, har en tung metal-energi, der understøtter det som jeg har brug for lige nu. Men der hvor mine Paradis træer har stået indtil nu, modvirker de netop den energi. 


Og helt ærligt – hvorfor ikke gøre sig selv den tjeneste at afprøve det lille trick at flytte rundt på planterne/energierne. Tænk nu hvis det virker? Der kan i hvert fald ikke ske noget ved at prøve, for mange af mine planter var i vejen, og var blevet for store. Samtidig manglede der liv andre steder i lejligheden. 


Efter der er rykket rundt, er der umiddelbart sket en positiv forandring i rummene. Der er kommet mere plads, og der hvor der var ”døde” områder – er der nu kommet liv. Det undrer mig selvfølgelig, at jeg ikke selv var kommet på den placering for længst, men da min lille botaniske ændring gik i gang, blev der flyttet rundt på en masse andet også, og så opstod der pludselig den plads, netop der hvor det var nødvendigt.  


Sådan går det tit. Domino effekten sætter i gang, så snart man går i gang med et lille projekt - og en masse brikker på plads. Om der på sigt vil komme den ønskede virkning rent energimæssigt, er jeg spændt på, men om ikke andet så har jeg fået plads og styr på nogle områder. Og med foråret om hjørnet er det jo bare om at få den kickstartet - det vil helt sikkert løfte energien.

Min seneste klumme fra Køge Onsdag og Dagbladet - februar 2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar