fredag den 3. april 2020

Gratis indretning

I forlængelse af alle de fantastiske bud på at hjælpe hinanden denne tid, tilbyder jeg hele april hjælp til indretning - HELT GRATIS! 

Jeg vil gerne være med til at skabe små lyspunkter i en usikker Corona tid. 

Jeg startede i 2008 med at hjælpe med indretning online. Og har hjulpet en masse mennesker med at komme på plads derhjemme - ved hjælp af fotos og beskrivelser af deres udfordringer.

Den viden stiller jeg til rådighed nu kvit og frit. De fleste af os har tid til overs lige nu. Og mange er i fuld gang med oprydning, hvilket er det første skridt mod at komme til bunds i hjemmet. Når det er gjort, er det helt oplagt, at tage fat i indretningen.

Gratis indretning

Foråret er på vej, og det er den perfekte tid til at skabe forandringer. Måske synes du, der er forandringer nok lige nu. Men den forandring jeg taler om, kan du selv kontrollere, og den kan være med til at styrke dig og familien gennem denne specielle tid. Måske kan det være et fælles projekt i hjemmet. Har du eller en du kender, brug for gode ideer til soveværelset, køkkenet, børneværelset eller entreen, hører jeg gerne fra jer.

Vi bruger meget tid i hjemmet, og ved fælles hjælp kan en ny indretning give ny energi,  mere overskud, glæde - og optimisme. Hvem har ikke brug for det lige nu?

Forår, fællesskab og forandring

Jeg har levet af at indrette i ca 20 år. Når jeg hjælper folk på vej, tager jeg altid udgangspunkt i det de har i forvejen. Som regel skal der ikke købes noget nyt. Tanken om at genbruge og opgradere ligger mig meget på hjerte. Jeg skaber nye rammer udfra det jeg ser, og oplever hos dig. Også online. 

Det vigtigste er, at få skabt personlige løsninger med kreativitet og stemning. Kig lidt rundt på bloggen, for at få et bedre billede af hvordan jeg arbejder - og min tilgang til det.

Jeg tilbyder at lave 1 gratis projekt hver dag i april. Måske længere. 

Send en beskrivelse og nogle fotos af rummet, evt nogle mål - og gerne lidt om hvordan dit liv ser ud, så jeg kan blive klogere på dig og dine behov, drømme og ønsker. Når jeg har lavet et oplæg, får du en mail med konkrete forslag og beskrivelse af ideerne.

For at gøre dette til en levende proces - må du gerne sende fotos af ændringerne, når du kommer så langt. Dem vil jeg lægge her på bloggen til inspiration til andre. 

Mailen du skal sende til er: Janne.indret@gmail.com