torsdag den 21. april 2016

Rå poesi

For knap 10 år siden skrev jeg første gang om Wabi-sabi, efter at have læst om det på en amerikansk blog. Det var et udtryk og en filosofi, som ramte noget i mig - og som jeg måtte vide mere om.  

Wabi-sabi

Hvis du slet ikke kender til Wabi-sabi (ikke at forveksle med Wasabi), kan du læse lidt om det her. Wabi-sabi - en naturlig indretning. Navnet er lidt besværligt og fremmed a'la Feng Shui - så jeg kalder det for rå poesi. Der er fokus på enkle naturlige og organiske materialer, overflader med struktur og unika-genstande skabt i hånden eller i naturen. Elementerne skønhed forstærkes gennem tiden og brugen, modsat meget nyproduceret. 

Denne collage som udtrykker netop den rå poesi, har hængt på min tegnestue i en tid - og udtryk, og da jeg forleden blev kontaktet af en journalist fra Berlinske - som gerne ville vide lidt om Wabi-sabi - fik jeg lyst til at gå mere i dybden med det igen. 

Det er rigtigt, at der ikke er mange farver. Det er naturens mere dæmpede og underspillede nuancer. Det er ikke et fravalg som sådan, men det er tidløst og stemningsfuldt - og kalder på stilhed og tid.

Mit ønske er, at vi lærer at værdsætte det smukke i at alt ældes. At se skønheden i det uperfekte. Først der bliver udtrykket personligt, sjælefuldt og unikt.  

Interviewet er en del af en artikel om hvordan Wabi-sabi passer ind i den nordiske tidsånd netop nu, og kommer i Berlingske magasin i maj. Jeg linker til den her på bloggen, når den udkommer. Gå mere i dybden dette link: The art of Imperfection eller her: Uniquejapan

onsdag den 20. april 2016

Pusterum

Det er så dejligt når man tilfældigt falder over en website der understreger ens egne overbevisninger. Som da jeg i dag kom forbi Pusterum.dk, som er en skøn og super inspirerende blog om yoga, meditation og personlig udviklling for kvinder, og meget mere. 
På forsiden står bl.a., at hvis du ønsker mere: ENERGI, HANDLEKRAFT, LIVSGLÆDE OG LIVSKVALITET, SAMT AT LEVE ET OPLØFTENDE, NÆRVÆRENDE OG AUTENTISK - så er du kommet til det rette sted. Og hvem vil ikke gerne det? Hvad har det med indretning at gøre?

Efter min overbevisning er der jo stor sammenhæng mellem hvordan vi indretter os, og hvordan vi går rundt og har det. Et af indlæggene på bloggen SKAB PLADS TIL GLÆDE & LETHED I DIT LIV, handler om at skille dig af med det du ikke har brug for. 

Vi ved det godt - og alligevel. Indtil vi virkelig har prøvet det på vores egen krop - har vi ikke forstået det. Men hvad er det så lige, du skal skille dig af med:

# Det du aldrig bruger, og som vækker negative følelser i dig (ærgelse, fortrydelse, irritation, selvkritik, stress, dårlig samvittighed, utilfredshed, m.m.) 
# Alt, hvad der hæmmer dig, dræner dig, irriterer dig skal repareres, udskiftes eller afvikles.
Min sidste collage - Mens vi venter på sommer
Alt, hvad der gør dig oprigtigt glad, løfter dig, nærer dig og styrker dig skal du naturligvis beholde!

mandag den 4. april 2016

Forår og energi

Kalenderen siger forår, og uanset hvad vejret siger, så er foråret altid fornemmelsen af noget nyt og spændende. En ny start, og tiden hvor alt spirer og gror - også ideerne og drømmene. Det er tid til at få rystet posen, og få støvet de gamle ting og tanker af. 

Dagene er blevet længere, og lyset er igen på vej tilbage. Så nu kan du rigtig se, at vinduerne trænger til at blive pudset, og du ser tydeligt, hvordan støvet hvirvler rundt, når du ryster puderne. 

Foråret er også forbundet med ønsket om forandring og fornyelse - på mange områder i vores liv. Du får lyst til at leve sundere, plante blomster, skifte garderoben og genoplive indretningen efter vinterens hulestemning.
Det er det samme hvert år, og det er helt naturligt. Det handler nemlig om den energi foråret bringer  ind i vores liv. Energien er tilknyttet øst, solopgang og symboliserer en ny start. Den er lys-grøn, stærk og opadgående. Tænk bare på de små løgplanter der spirer i den kolde jord. 

De øst-vendte rum du har i din bolig, repræsenterer denne levende energi - og har du indgang i øst, vil folk der kommer i dit hjem, tage den energi med. Så har du visne planter i øst, så modarbejder det de ting du gerne vil forandre. Og mangler du energi, kan du tilføre rummet grønne farver f.eks. puder.

Foråret er tid til at pakke vintertøjet ned. Både dit og dit hjems. Jeg bruger gerne en dag på først at fjerne de løse gulvtæpper - eller ryste (og vaske) dem. Det samme gælder gardiner, pudebetræk og sengetæpper. Skifter pudebetræk i sofaen, og pudse vinduer. Plante forår i krukker udenfor og så frø til sommerblomster indenfor. Find nogle grene og sæt i en krukke, luft ud - og nyd at vi går mod lysere dage.

Har du brug for akut første hjælp eller konkrete ideer til opfriskning og forandringer derhjemme, kan du resten af foråret (april og maj 2016) få en times rådgivning for kun 600 kr. - 2 timer 1000 kr.