mandag den 13. marts 2017

Hjem er en proces


I min konstante og nysgerrige undersøgelse af hjemmet som begreb, støder jeg på mange interessante artikler og bøger. 

Nogle gange også steder jeg ikke lige havde troet. I en super aktuel - og alligevel tidløs - artikel i højskolebladet.dk, faldt jeg over en tendens-artikel, hvor 3 eksperter sætter ord på deres syn på hjemmet. Hjemlighed er nøgleordet. Her er nogle udpluk af teksten, og nederst er et link til hele artiklen, som er skrevet af Kat. Sekjær.

Hjem er et state of mind

TENDENS Hjemlighed er det nye nøgleord for byrummets og institutionernes arkitekter. Men kan man bygge hjemlighed? Nej, for hjemmet er ikke et sted – det er en tilstand 
I en gennemkontrolleret og ned-til-mindste-detalje planlagt proces går netop hjemligheden tabt: Boligen bliver en kulisse med designede rekvisitter.

Hjemme behøver man ikke at fortælle, hvem man er, eller hvad man foretrækker. Det er en slags naturlig tilstand af væren - eller med antropologens ord: Det, der skaber et hjem, er det hjemlige. Det er alt det, man bare kan og gør. Man kan sige, at det hjemlige er alt det, der ikke stiller sig op i en identitetsafkrævende handling. 

Man kan sige, at en bolig tjener et rent funktionelt formål, mens hjemmet ud over det funktionelle også imødekommer et personligt behov, som et langt stykke hen ad vejen er inde i ens hoved.

Et hjem nemlig ikke et sted, men en slags ubevidst og kropslig handling. I et hjem tænker man ikke over, hvor lyskontakten sidder, eller hvor man skal slå på radiatoren for at få den til at holde op med at brumme. Huset er blevet til et hjem i det øjeblik, man bevæger sig i det uden at spekulere over, at det er det, man gør. Hjemmet er en naturlig forlængelse af ens egen krop. Hjemmet er således på en gang abstrakt og ganske konkret. Du har hjemme i din krop, du er hjemme i dit tøj, du er hjemme på din cykel.
Hjem er forbundet med tryghed, personlige fortællinger og minder - en følelse af at have sat sit eget aftryk på stedet og at være en del af stedet ved at have taget det i anvendelse. 

Hjem er en proces


Hjem er der, hvor hjertet er - men hvor er det? Kulturforskeren, antropologen og arkitekten er alle enige om, at hjemlighed skabes gennem gøren og væren over tid, hvor de ydre rammer møder de personlige behov, og hvor den naturlige, aktive deltagelse er en væsentlig faktor. Man skal på én gang tilpasse sig til hjemmet og samtidig tilegne sig det, for at det kan betragtes som hjem. 

Eller sagt på en anden måde: Man skal lægge hjertet i det.

Læs hele artiklen her 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar