søndag den 4. september 2016

Hvor mange sofapuder ?

Jeg kunne næsten ikke få armene ned, da jeg læste lederen i Politikens SPIS & BO her til morgen. Journalist Lars Hedebo spørger nemlig i overskriften:

 "Hvor mange sofapuder kan man reelt købe?"


Yes ! Endelig et stort boligblad, der tør stille sig kritisk og spørgende overfor vores ukontrollerede og unødvendige forbrug af møbler og tilbehør. Han siger bl.a.:
"Det her med at lade sit hjem styre af tidens tendenser, farver, nips og materialer, forstår jeg ikke."
Det er et vigtigt tema han tager fat i, for der bliver ved gud designet og produceret for meget ragelse der bare fylder op i vores hjem. Jeg synes det er fantastisk, at se det i en avis som omhandler (og lever af) netop at servere de nyeste trends, og dermed opfordrer til køb af flere produkter. 

Men det er både meningsfuldt og tankevækkende, og jeg håber selvfølgelig, at læserne vil tage det til sig, og forstå at de faktisk kan spare både penge, tid og ressourcer på at købe mindre. 
"Jeg tænker nogle gange, om vi dog ikke snart bliver færdige med at farsere vores stuer med sofapuder og urtepotteskjulere?" 
I virkeligheden er jo ligegyldigt, hvordan du bor. Altså om du har det "rigtige" interiør. Det afgørende er, hvordan du har det, der hvor du bor. Det handler nemlig om, at trylle med det du har i forvejen, at opgradere og få det til at spille sammen, så det gir dig en oplevelse af at være hjemme. Det er mit mantra og ledesnor, når jeg indretter.   
"Hver gang jeg åbner et boligmagasin, undrer jeg mig over, at der bliver designet så mange ting til vores boliger. Hvordan kan designerne følge med? Og hvordan kan kunderne?."
Tanken om at være med på det nyeste hele tiden, er både stressende og dyr. Det tankevækkende er, at vi alligevel ender med at bo ens, fordi vi blindt lader os forføre af det vi ser. Og det på trods af, at vi alle ønsker at indrette os personligt - hvilket er noget af et paradoks.
"I længden kan denne fokus på overflader godt komme til at føles temmelig - ja - overfladisk."
Du kan sagtens forandre et rum, uden at købe nyt. F.eks. ved at arbejde med farver,  belysning eller tema. Male en væg, eller et skab - flytte om og rydde ud/op. Bytte et møbel fra et andet rum eller lægge et løst tæppe fra loftet. Tænk i stemning, funktion og historie. 
"For selv om jeg skriver om design, kan jeg til tider godt blive skræmt af det evige forbrugsræs, der er knyttet til disse ting."
Det er fair nok at blive inspireret af de ting du ser i bladene, men kunsten er, at integrere udtrykket i dit hjem uden at købe nyt. 

Hvis du synes det er svært, og gerne vil have hjælp til det, kan du kontakte mig på mail eller ringe på 26747509, og høre hvordan jeg kan hjælpe dig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar