tirsdag den 2. februar 2016

Frirum - step 2

Det skrider fremad i mit projekt Frirum. Jeg får stille og roligt skabt nogle hyggelige og indbydende rammer til at arbejde i. Som sagt er det også planen, at du og andre interesserede kan få glæde af det. Det bliver her du kan få hjælp, inspiration og sparring til alt, der har med indretning at gøre - stort som småt. 

Jeg er slet ikke færdig endnu, men vil gerne vise hvor jeg er nu, og hvordan projektet udvikler sig undervejs. Jeg overtog lokalet i går d. 1. febr. og åbner d. 1. marts 2016. Herunder en inspirations-collage jeg lavede, inden jeg gik i gang.

Indretning af små rum


Rummet er kun 13 m2, med et stort vindue til gaden, så det er en begrænset og ret sjov udfordring, at få det til at blive som jeg forestiller mig. Men som altid er den gode stemning det vigtigste - og den ved jeg, at jeg kan skabe.   

Jeg er sådan en, der godt kan li at arbejde med små rum, fordi det kræver en tankegang der er flexibel og utraditionel, hvis det skal lykkes. Indretning af små rum og små boliger, kalder på større opfindsomhed og kreativitet. Og for lige at udfordre mig selv (igen), skal Frirum indrettes uden at købe noget nyt. Samme koncept, som sidst jeg lavede en tegnestue i mit tidligere hjem - og som jeg tit foreslår mine kunder.

I et tidligere indlæg her på bloggen, kan du se lidt mere om hvad Frirum er - og hvad jeg tilbyder. Der er ikke tale om en speciel stil jeg vil indrette med, men det bliver et kreativ miljø, en rolig energi - og naturlige materialer. Her kan du se hvordan der ser ud lige nu.

                                                                      
For at bryde de hvide vægge og give rummet lidt karakter, har jeg malet 2 store træplader med sort tavlelak. Pladerne var i butikken, da jeg overtog den. De kan så bruges til at tegne og skrive på, og de kan bruges til ophængning af projekter og citater mm. 

Den dybe vindueskarm skal fungere som bænk - og mit store tegnebord på hjul bliver omdrejningspunktet til alt hvad der skal foregå i lokalet. Hele den ene væg bliver udsmykket med forskellige projekter og collager, jeg har lavet. Jeg hænger nogle forskellige lamper som jeg har re-designet i vinduet - og sætter nogle forskellige stole om bordet.

Jeg har købt en brugt reol, og noget talvelak - ellers er altsammen noget jeg havde i forvejen. Det kan vel nærmest kaldes collage-indretning. En masse løsdele der tilsammen skaber en personlig og unik helhed. Det er lykkedes før, og lur mig om det ikke lykkes igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar