torsdag den 9. januar 2014

Kom ind



Indgangen er husets ansigt udadtil, og den sender nogle klare signaler om boligen og beboerne. Men når der er to indgange, er det tit svært at vide hvor du skal ringe på. Hvis der hverken er ringeklokke, lamper, planter eller navneskilt eller andre tegn, må du gætte dig frem. Som gæst eller eventuel køber er det en uheldig måde at ankomme på.

I dagligdagen bruger de fleste bryggerset som indgang. Her er det nemmere at smide sko, overtøj og tasker fra sig - og så ligger det som regel lige op til køkkenet/fællesrummet. Her er det heller ikke nødvendigt at være så fokuseret på at holde orden hele tiden.
Men set i en salgs situation, sender det et rodet signal at træde ind ad bagvejen. Det er et kedeligt førstehåndsindtryk at få. Huset er altid bygget med en hovedindgang - som er en del af husets opbygning og disponering. Den fører ind til entreen, mens bagindgangen fører ind til bryggers og vaskerum. 

Som bekendt er det første indtryk vigtigt, og hvis man starter en rundvisning med at blive præsenteret med kaos af sko, malerbøtter og vasketøj, er du allerede bagud på de samlede points. 

Hvis du vil præsentere huset fra sin bedste vinkel, skal du prøve at se det udefra, og evt. markere hoveddøren med lys, planter, en ringeklokke, en dørmåtte og/eller et navneskilt - så man ikke er i tvivl om hvor man træder ind. På den måde føler man sig inviteret - og her det handler om at vise huset fra sin bedste vinkel. 

1 kommentar: