lørdag den 19. oktober 2013

Jordisk indretning

Dette indlæg vil måske synes lidt bizart for nogle, men indretning og udformning af udearealer er i mine øjne mindst lige så interessant som indendørs. Haver, parker, urban gardening, torve, pladser og alle offentlige udearealer er alle planlagt og indrettet på et eller andet tidspunkt. Jeg vil vove at bevæge mig ind på en anden slags udeareal, som mange af os besøger jævnligt - nemlig kirkegårde.
Siden min lillesøsters alt for tidlige død for ca. tre år siden, kommer jeg (og de andre pårørende) ofte på kirkegården for at mindes, men også fordi jeg på en eller anden underlig måde holder af at være der. 

Området, som er en urnelund - er udformet så smukt og gennemtænkt; som en lille park med små oaser og bænke. Der er skabt en form for opblødning i forhold til den traditionelle måde at tænke gravsteder på, som giver en speciel slags fællesskab. Lunden består af forskellige størrelser cirkler, som er opdelt i lagkagestykker med hver sit gravsted - med et træ i midten.



Jeg tror at det har en stor betydning for de efterladte, at man har et sted, hvor der er ro, siddepladser og ikke så stramt og formelt. Selvom besøget altid vil være forbundet med sorg, er stedet med til at gøre oplevelsen mindre tung. Der er gjort en dyd ud af en nødvendighed. og selv om vores kære er opfaret til himlen - er deres sidste jordiske indretning gjort med stor omtanke. Det synes jeg er smukt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar