Jeg er ikke den type (indretningsarkitekt) som falder i svime over et nyt møbel-katalog. Egentlig synes jeg at det er ret uinspirerende at se de opstillede indretnings løsninger med de nyeste designs, forklædt som beboede boliger. Der mangler liv - og rigtige mennesker i bevægelse. Der mangler personlighed, en hverdag, rod og en historie. Det skaber du altså bedst med et miks af forskelligt inventar.
Lidt gammelt, arvet eller brugt. Lidt nyt, moderne eller utraditionelt. Lidt hjemmelavet, kikset eller humoristisk. Lidt fra skoven, byen, stranden eller rejserne. Bare det er originalt! Og bare det ikke ligner en udstilling fra et møbelkatalog - for det er ikke beregnet til at der skal leve mennesker i. Det er en illusion - og et forsøg på at præsentere os for det sidste nye, som du for enhver pris må eje, for at have en fornemmelse af at være med på holdet.
Du kan kun skabe et velfungerende og personligt hjem, hvis du ikke lader dig diktere, hvordan du skal gøre. Men du kan lade dig guide og inspirere lige så tosset du vil. Du kan f.eks.opleve en indretning eller stemning som gør indtryk på dig, og som du vil prøve at skabe hjemme. Forsøg at gøre det med de møbler og det inventar du allerede har. Det er en interessant udfordring. Det sætter fantasien og kreativiteten i gang. Og det er netop din fortolkning som gør din løsning individuel og unik. Det hele handler nemlig om stemning, oplevelse og udtryk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar